Mennesker på min vej: Bent Lemvigh-Müller

For nogle år siden havde et af de store ugeblade (Familiejournalen?) en artikelserie med overskriften "Mennesker på min vej" om en række af de lidt skæve eksistenser og eksentriske personligheder, som den pågældende journalist havde mødt gennem årene.

Lidt i stil med Søren Ryge's TV-udsendelser om Anna og de to brødre, der havde boet sammen på deres fædrenes gård igennem hele livet.

Der er længere mellem "den slags" mennesker i vores moderne samfund, men de findes stadig og vi kender dem allesammen.

En af dem jeg har mødt på min vej er Bent Lemvigh Müller, som boede på Grundtvigsvej 27B på Frederiksberg. Jeg mødte ham første gang i juli 1993.

Bent havde reflekteret på en annonce i Væddeløbsbladet, hvor jeg efterlyste gammel travlitteratur, og hvis jeg havde lyst til at komme og se på "Det jeg har brugt størsteparten af mit liv på" så skulle jeg være meget velkommen.

Mit nysgerrighed var vagt, og jeg blev ikke skuffet!

Samlingen omfattede bl.a. Væddeløbsbladet 1940-70 (indbundet), Trav-Tidendes Julenummer 1931-54, Væddeløbsbladets Julenummer 1941-54, Trav Jul 1955-60, Travsportens Jul 1961-71 og Travsportens Årbog 1944-49.

Jeg kom til at betale en mindre formue, men har aldrig fortrudt og har i dag en næsten komplet samling af dansk travlitteratur - mangler stadig de første 17 årgange af Væddeløbsbladet (1913-29), men måske en dag ...

Igennem de par år jeg havde kontakt med Bent Lemvigh-Müller, lærte jeg ham selvfølgelig bedre at kende.

Hans lejlighed var proppet med bøger, tidsskrifter og LP-plader fra gulv til loft. En rigtig eneboer-type, som aldrig havde stiftet familie. Det var som at komme ind i et antikvariat fra forrige århundrede!

Bent var bankuddannet og havde arbejdet i Landmandsbanken i en menneskealder, men han havde fire store lidenskaber: Travsport, litteratur, musik og teater.

Han var født i 1922 og begyndte at gå til trav i 1933. Han havde været hesteejer en enkelt gang, idet han ejede hingsten Værdig, der var i træning hos N.J. Koster i årene 1956-60. Værdig vandt fire løb for Koster og et enkelt for amatørkusken Jørgen Andersen.

Bent fortalte bl.a.:
"Da jeg var barn boede vi i Stenosgade på Nørrebro. Vores nabo hed Offersen, en nydelig ældre herre, som hver eneste søndag formiddag ringede på hoveddør og spurgte "Om Lille Peter måtte komme med til trav?" Jeg ved egentlig ikke hvorfor Hr. Offersen kaldte mig Lille Peter, men jeg hed aldrig andet i de år han tog mig med ud på travbanen.

Jeg var ikke med på travbanen hver eneste søndag, men når jeg ikke var med, så kom Hr. Offersen altid forbi efter løbene og puttede det lille, lyserøde Trav-Tidende ind gennem brevsprækken, så jeg kunne læse om min store interesse. Jeg opbevarede alle mine Trav-Tidender inde i stuen, men da vi skulle flytte fra Stenosgade smed min mor dem allesammen væk! Jeg var utrøstelig i flere dage!

Jeg begyndte selv at abonnere på Væddeløbsbladet i 1939, og jeg husker tydelig de mange gange jeg har ringet til bladets fhv. redaktionssekretær Johs. C. Pedersen på EVA 3150 for at ændre min adresse. Johs. Pedersen eller Petter, som han hed blandt venner, blev senere min meget gode ven. Vi fulgtes igennem mange år ad til trav, og han forærede mig for mere end 25 år siden en lille erindringsmedalje, som han fik efter Journalistlandskampen på Amager søndag d. 5. december 1940. Det er den medalje, jeg nu overlader til dig.

Det enlige bind af Trav-Tidende 1931 er i øvrigt et bind, jeg i sin tid lånte af Petter. En dag spurgte jeg ham, om han ikke savnede det, men Petter, som havde en meget dyb og lidt grødet stemme, sagde bare: "Nej, det må du sgu godt beholde" - og jeg har haft det siden.

I 1956 købte jeg min eneste travhest, Værdig, som igennem hele sin karriere var i træning hos Koster. Jeg holdt meget af Koster og blev, som et af de meget få mennesker, meget gode venner med ham. Fra 1955 til 1969 kom jeg et par gange om året, bl.a. op til Jul, i Rigmor og Jan Koster's hjem, villaen Skovbo på Traverbanevej 10 i Charlottenlund. Hver gang medbragte jeg en flaske Carpano, en vermouth, som Koster holdt meget af, fint pakket ind.

Kender du for øvrigt Carpano? Jeg har altid et par flasker stående, så jeg synes du skal have en til minde om mig!

Nå, men sidste gang jeg besøgte Koster i hans hjem var Juleaftensdag 1968, hvor jeg som sædvanelig medbragte en flaske Carpano. Koster sad i sin kørestol, som han var lænket til de sidste år af sit liv, og kiggede op på mig. Han havde ikke engang kræfter til at sige tak, endsige pakke papiret af flasken. Vi talte en times tid, ja, det vil sige, jeg førte ordet hele tiden, og Koster sad bare og nikkede nu og da. Jeg husker endnu Rigmor Koster's ord, da jeg gik - Hun stod på trappen med tårer i øjnene: "Åh, Hr. Lemvigh-Müller, bare jeg overlever dette her"!

N.J. Koster døde som bekend søndag d. 2. februar 1969, mens Rigmor døde d. 9. januar 1970. Den 22. december '69 besøgte jeg hende for sidste gang i hjemmet på Traverbanevej, og den dag forærede hun mig bogen "Internationales Traber-Album" fra 1895 - som jeg nu overgiver til dig.

Koster's enorme samling af pokaler og ærespræmier blev i foråret 1970 solgt på en auktion på Charlottenlund Travbane. Rigmor og Jan Koster havde jo ingen børn, og havde ikke skrevet testamente, så hele boet blev overtaget af Gentofte Kommune, som altså fik indtægten fra ovennævnte auktion. Forfærdeligt!"

Da jeg forlod Bent Lemvigh-Müller sagde han bl.a. til mig:
"Nu går du med hele mit liv! Lov mig nu, at du om 50 år, når du selv er i slutningen af 70'erne, finder en "Lille Peter" som kan få lige så stor glæde af disse gamle bøger, som jeg ved du vil få"

Bent Lemvigh-Müller er afgjort en af de mest særprægede personligheder, jeg endnu har mødt inden for travsporten - mange ville sikkert havde kaldt ham eksentrisk - men han var samtidig en person, der vandt ved nærmere bekendtskab.

Han skrev bl.a. en lille hilsen til mig i den meget smukke og sjældne bog, Internationales Traber-Album. Denne bog vil sammen med Johs. Pedersen's erindringsmedalje fra 1940 og Pouil Stripp's første licensbevis fra 1935, altid have en ganske særlig plads i min efterhånden omfattende samling.

Jeg havde som nævnt kontakt med Bent i et par år. I begyndelsen skrev han ofte til mig om alt muligt fra travsportens forunderlige verden. Ofte to-tre sider, tæt beskrevet med en meget fin og sirlig skrift.

Han indledte altid sine breve med "Kære Lille Peter" - ofte efterfulgt af "Næste gang du kommer forbi Sølundsvej ..." (Centralforbundets tidligere kontor) , hvor han bad mig finde ud af dette og hint.

En anden hyppigt forekommende sætning var "Når du en dag bliver direktør på den gamle bane i Charlottenlund, så ..."!

Jeg har gemt alle Bent's breve, og det er alt fra beretninger om Koster til diverse Derbyvinderes moderlinier. Uhyre interessant læsning - det er tydeligt det er en mand, der ved hvad han taler/skriver om.

Alle breve blev afsluttet med ordene "Jeg vil have mine bøger tilbage!" og ledsaget af et par tegninger af Storm P's berømte Peter og Ping-figurer, som var Bent's yndlingstegneserie.

Bent kom hver søndag på Lunden, hvor han sad i Tarokbaren sammen med et par venner, men pludselig gik der nogle uger, hvor jeg ikke så ham. Jeg spurgte hans travkammerater, om de havde set noget til Bent, og det viste sig at han var blevet indlagt på hospitalet med lungebetændelse.

Jeg tog ud og besøgte ham et par gange og han var meget glad for at se mig. En dag var en af vennerne også på besøg, og han hviskede til mig, at lægerne havde sagt til Bent, at han ikke skulle regne med at komme hjem til sin lejlighed på Grundtvigsvej igen. Det slog ham helt ud.

Bent er formentlig død for mange år siden, men jeg glemmer ham aldrig.

"Jæ er ik' som de andre"

I mit seneste indlæg om Jens Jensen, lovede jeg på et senere tidspunkt at bringe en nekrolog over "Bonden fra Leestrup" og det har fået mig til at bladre lidt i nogle gamle årgange af Væddeløbsbladet.

Det er i sandhed spændende læsning.

Vi skal nok tilbage til Kongelundsløbet og den berømte Ringeraffære i midten af 20'erne for at finde en sag i dansk travsport med så megen dramatik, og alligevel kan der ikke drages paralleller mellem de forskellige sager.

Senere har dopingspøgelset kastet mørke skygger over hestesporten, men det er jo en helt anden boldgade.

Kulminationen på historien om Jens Jensen kom i januar 1970 - herom senere - men Væddeløbsbladets Julenummer bragte faktisk allerede i 1941 en større artikel om Frederik Jensen og hans sønner, tvillingerne Jens og Jacob, som dengang var 25 år.

Der skulle dog gå mere end ti år før travdanmark i begyndelsen af 50'erne fik øjnene op for Jens Jensen, som fik sit store gennembrud i 1954, hvor han blev landets oftest sejrede amatørkusk med 21 sejre - en titel han snuppede 11 gange på 12 år! Kun i 1960 lykkedes det for Jørgen "Saltum" Larsen at bryde Jens Jensen's dominans, men de efterfølgende fire år var han tilbage på tronen.

Jens Jensen var amatørchampion på Lunden otte gange i årene 1954-64, men var også en flittig gæst på bl.a. Fyens Væddeløbsbane, hvor han snuppede titlen tre år i træk, 1957-59. Men successen havde sin pris.

Et af de helt store samtaleemner inden for dansk travsport i disse år var de såkaldte privattrænere. Navne som Arne Elgård, Ejler Pedersen, Alfred Petersen ("Jordbærgartneren"), Svend Aage Jensen og ikke mindst Jens Jensen har stor succes, og vandt flere løb end mange professionelle trænere.

Officielt var alle hestene ejet af privattrænerne selv, men alle vidste at det ikke var tilfældet. Det var bare umuligt at bevise.

Det var selvfølgelig en torn i øjet på trænerne, og DTC indførte på et tidspunkt en restriktion mod privattrænerne, som kun måtte køre et begrænset antal heste om året.

DTC tog første set, men også dén regel forstod Jens Jensen at bøje til egen fordel.

Da Nykøbing F Travbane (NFT) åbnede i 1966 fik Jens Jensen trænerlicens, og inden for kort tid skiftede størsteparten af staldens heste ejere!

Keine hexerei - nur bekendigheit!

I 1967 blev han landschampion for trænere med 75 sejre og vadede i succes - ikke mindst takket være heste som Cim Payne (85 sejre), Nicolaisen (49 sejre) og Karleby (48 sejre) . Det blev til mange storløbssejre, bl. a. Provinsmesterskabet 1967 og ’68 med Cim Payne og 1971 med Karleby.

Gang på gang bragte Jens Jensen sig i mediernes søgelys - gang på gang forstod han at sno sig udenom, også når han startede en hoppe efter den tilladte karenstid da hun var kommet i fol.

I begyndelsen af januar 1970 gik det imidlertid for alvor galt.

Der var udbrudt kværke på Midtsjælland, men Jens Jensen var tilsyneladende ligeglad og tog alligevel en hest med til Lunden, hvor han i første omgang nægtede at hesten havde været udsat for smittefare.

Dén forklaring troede dommerkomiteen imidlertid ikke på, og Jens blev med omgående virkning af Det Danske Travselskab udelukket fra deltagelse i alle travløb.

DTC valgte imidlertid også at gå ind i sagen, og d. 8. februar udsendte man en pressemeddelelse, hvor man meddelte at Jens Jensen havde fået inddraget sin trænerlicens og var udelukket fra deltagelse i alle travløb til og med 30. juni.

Bonden fra Leestrup var slået skakmat, men som Fugl Fønix rejste han sig hurtigt igen. Jens Jensen's yngste datter, Lena, havde fået trænerlicens året før (1969) og overtog ansvaret for faderens stald på NFT. Jens stod i kulissen og trak i trådene. Det vidste alle, men sådan er det jo også i dag når en træner bliver udelukket i længere tid - hverdagen i stalden skal jo gå videre.

Da DTC ophævede udelukkelsen, fik Jens Jensen - som den første og hidtil eneste i dansk travsport - tildelt en såkaldt speciallicens. "Lex Jens Jensen" som Flemming Ettrup beskriver sagen i sin bog "Gå med i Lunden" fra 1991.

Jens Jensen's speciallicens blev senere erstattet af en jockeylicens, som han kørte med indtil han sluttede karrieren ved årsskiftet 1986/87.

En lang og til tider noget særpræget karriere var slut, og som Jens Jensen bl.a. sagde i et interview med undertegnede i foråret 1987: "Næh, Jæ er nok ik' som de andre"!

Dengang havde jeg kun hørt glimtvis om hans mange "julenumre" - men som en ål gled Jens udenom det hele, hver gang jeg spurgte ind til de forskellige sager. Jeg havde ikke mod og erfaring nok til at gå ham på klingen - det ærgrer jeg mig over i dag.

Interviewet blev optaget på en gammeldags båndoptager - båndet er desværre væk, men erindringen om en af de største personligheder i dansk travsport, sidder stadig på nethinden.

Nåja, jeg glemte i farten lige Cim Payne - en af de oftest sejrende hest i dansk travsports historie.

85 løb vandt Cim Payne i årene 1961-69 og blev kåret som "60'ernes hest" i januar 1970, hvor han blev hyldet ved en event i Charlottenlund Travbane's tribunebygning.

Kort tid efter blev det imidlertid kendt, at Jens Jensen havde solgt Cim Payne til England, hvor han efter sigende ville gå en kummerlig tilværelse i møde.

Der rejste sig en større protestaktion, og enden på historien blev at Aalborg Væddeløbsbane's daværende formand, Peter Lind, sørgede for forhindre handlen og købte Cim Payne tilbage til Danmark.

En anden episode, som min gode ven Kenn Erik Bech har fortalt om, stammer fra sidst i 60'erne, hvor dommerne på Lunden diskvalificerede Cim Payne og Jens Jensen fra førstepladsen. Det skulle de ikke have gjort!

Publikum sprang over hegnet til dommertårnet, og dommerne følte sig så truet, at politiet blev tilkaldt.

Vinderen af løbet, Eminent og Steen Worm, blev mødt med en kæmpepibekoncert og det gjorde træner Jens Ipsen også, da han i næste løb kom ud sin starthest. Publikum mente at Jens Ipsen havde generet Jens Jensen!

Jo, hadet og elsket og kontroversiel i den grad var Jens Jensen.

Nnole gange var hans kørsel meget hasarderet og livsfarlig for konkurrenterne - andre gange kørte han helt fornuftigt ...

Farvel til Bonden fra Leestrup

På travoggalop.dk kan man i dag læse, at Jens Jensen er død. ”Bonden fra Leestrup” – som de sidste mange år af sit liv boede på Borup Plejehjem – blev 90 år.

Dansk travsport har dermed mistet en af de største og mest kontroversielle profiler gennem tiderne.

Jeg vender senere tilbage med en mere udførlig nekrolog - i første omgang bli'r det kun til en lille håndfulde spredte erindringer om Jens Jensen, som nærmest var en institution på Skovbo de første ca. 15 år af banens levetid.

Jens var i mange år ansat som "førstemand" hos sin datter, nu afdøde Lena Hansen, som var den første kvindelige travtræner i Danmark. Sammen med ligeledes afdøde Christel Bügel tog hun som den første kvinde amatørlicens i 1966, og da Jens Jensen i 1970 fik inddraget sin trænerlicens, måtte Lena træde til og overtage den succesrige stald.

På papiret, i hvert fald.

Farmand var stadig med i kulissen og havde det reelle ansvar for stalden i mange år, men det er jo en anden historie.

Første gang jeg mødte Jens Jensen var i efteråret 1978, hvor jeg var i erhvervspraktik hos Kurt Køppen på Skovbo. Køppen var dengang en af banens førende trænere, bl.a. takket være Stutteri Bøgeskov's mange fine heste med Watergate og Brooklýn i spidsen.

Lena Hansen's stald havde dog også fin succes, ikke mindst takket være Jens Jensen, som i årene 1970-79 var landschampion for jockeyer i alt seks gange. Alene i 1971 vandt han ikke færre end 80 løb – til sammenligning blev Peter Bratholm landschampion blandt trænerne med 117 sejre!

En af Lena Hansen’s allerbedste heste de år var hoppen Alice Hanover, der var ejet af Marius Balle, som boede på en gård i nærheden af Skovbo.

Alice Hanover kom ofte ned på banen til et hurtigarbejde, og en dag efter endt træning, trak Jens Jensen hesten ud på banen igen. ”Så kan du godt gå hjem, Alice!” sagde han og klappede hende bagi.

Alice Hanover begyndte så at trave stille og roligt i løbsretningen, og da hun nåede over til den lille jordvej, der ligger til højre for tilskuerpladserne, drejede hun af og fortsatte op til Marius Balle’s gård, hvor hun løb ind i sin boks!

Det lyder måske som en løgnehistorie, men det er rent faktisk sandt.

Jeg husker også Jens Jensen fra de mange morgener i staldkammeret i Harald Lund’s stald.

I sommerferien i 1981 var jeg staldmand hos Harald Lund, som i ca. halvandet år havde en filial på Skovbo, hvor Johnny Jørgensen, Henrik Mortensen, Jan Petersen og en meget ung Henrik Thomsen var ansat.

Når der var muget ud og hestene fodret, var der morgenbrød i kammeret, og her var Jens Jensen en naturlig del af selskabet. Ikke mindst når der skulle rafles og spilles ”Snyd”.

Jens – som dengang boede i et værelse på Krogsbækgården, der danner rammen om Skovbo Trav’s oprindelige staldområde – var måske lidt af en særling, men han havde et fantastisk tag på de unge mennesker, og jeg tror alle os, der kun nåede at kende ham på hans gamle dage, kun har gode minder om ”Bonden fra Leestrup”.

Jeg husker specielt en episode, hvor jeg blev sendt ud på et langsomt arbejde med 3-årige Ecce, som var ejet af Ken Ecce og Tutten's første forpagter, Tage Overgård. Det var egentlig meningen, at jeg skulle køre et almindeligt langsomt arbejde med Ecce, men pludselig tog fanden ved hesten og jeg kunne ikke få den til at slappe af igen.Vi fortsatte fire-fem omgang i fuld fart, og anden gang jeg passerede Jens Jensen – der nærmest skridtede med sin hest med benene ude af bøjlerne – råbte han til mig: Ka’ du it’ holde den?

”Idiot!” tænkte jeg.

Selvom alle på banen formentlig havde set min "opvisning" med Ecce, var der kun én ud over Jens Jensen - der sagde et ord da jeg kom ind i stalden igen. Ken Ecce. "Den drog vist af med dig!" konstaterede han tørt, og det kunne jeg jo kun give ham ret i!

Længe inden Tarok-æraen skyllede henover det ganske land, var Jens Jensen næsten lige så berømt. Alle kendte ”Bonden fra Leestrup” – ikke altid for noget godt – men hans unikke evner som hestemand, kunne man ikke tage fra ham.

Når man taler med ældre travfolk, sker det ofte at Jens Jensen’s navn bliver nævnt.

Bl.a. da jeg i 2005 lavede et interview med Walther Kaiser-Hansen, som havde flg. lille anekdote om Jens Jensen:
- Der var engang fordringsløb på Fyens Væddeløbsbane, hvor Jens Jensen inden løbet fordrede hesten, som han også kørte i løbet. Det gik ikke så godt, og efter løbet stod hesten nede i stalden "på tre ben" med en vandslange om det sidste.- ”Der har du sgu fået noget at øve dig på, Jens!” sagde træner Henning Jacobsen – men Jens var ligeglad og tog selvfølgelig hesten med hjem. Nogle måneder senere kom han tilbage til Fyn med den pågældende hest og vandt! Da han kørte forbi Henning Jacobsen i opløbet, råbte han: ”Se, hvor jeg har øvet mig!”

Kaiser-Hansen var i øvrigt stærkt inspireret af Jens Jensen, som var den indirekte årsag til, at Lundens mangeårige championtræner i 1964 købte træningscentret Digelsgård.

- Jens Jensen vandt jo mange løb med heste, der var opgivet af forskellige trænere, og ”hemmeligheden” bag succesen var foldene! Det kan da godt være, at Jens vidste hvad han gjorde – for det var i hvert fald det det, der skulle til. Hestene stod dengang det meste af dagen inde i boksen når de ikke blev trænet, men det er da klart, at de meget hellere vil en tur ud i folden og få noget frisk luft, siger Walther Kaiser-Hansen.

I dag er travsporten infant terrible væk. Verden er blevet en rebel fattigere.

Æret være Jens Jensen’s minde!