"Jæ er ik' som de andre"

I mit seneste indlæg om Jens Jensen, lovede jeg på et senere tidspunkt at bringe en nekrolog over "Bonden fra Leestrup" og det har fået mig til at bladre lidt i nogle gamle årgange af Væddeløbsbladet.

Det er i sandhed spændende læsning.

Vi skal nok tilbage til Kongelundsløbet og den berømte Ringeraffære i midten af 20'erne for at finde en sag i dansk travsport med så megen dramatik, og alligevel kan der ikke drages paralleller mellem de forskellige sager.

Senere har dopingspøgelset kastet mørke skygger over hestesporten, men det er jo en helt anden boldgade.

Kulminationen på historien om Jens Jensen kom i januar 1970 - herom senere - men Væddeløbsbladets Julenummer bragte faktisk allerede i 1941 en større artikel om Frederik Jensen og hans sønner, tvillingerne Jens og Jacob, som dengang var 25 år.

Der skulle dog gå mere end ti år før travdanmark i begyndelsen af 50'erne fik øjnene op for Jens Jensen, som fik sit store gennembrud i 1954, hvor han blev landets oftest sejrede amatørkusk med 21 sejre - en titel han snuppede 11 gange på 12 år! Kun i 1960 lykkedes det for Jørgen "Saltum" Larsen at bryde Jens Jensen's dominans, men de efterfølgende fire år var han tilbage på tronen.

Jens Jensen var amatørchampion på Lunden otte gange i årene 1954-64, men var også en flittig gæst på bl.a. Fyens Væddeløbsbane, hvor han snuppede titlen tre år i træk, 1957-59. Men successen havde sin pris.

Et af de helt store samtaleemner inden for dansk travsport i disse år var de såkaldte privattrænere. Navne som Arne Elgård, Ejler Pedersen, Alfred Petersen ("Jordbærgartneren"), Svend Aage Jensen og ikke mindst Jens Jensen har stor succes, og vandt flere løb end mange professionelle trænere.

Officielt var alle hestene ejet af privattrænerne selv, men alle vidste at det ikke var tilfældet. Det var bare umuligt at bevise.

Det var selvfølgelig en torn i øjet på trænerne, og DTC indførte på et tidspunkt en restriktion mod privattrænerne, som kun måtte køre et begrænset antal heste om året.

DTC tog første set, men også dén regel forstod Jens Jensen at bøje til egen fordel.

Da Nykøbing F Travbane (NFT) åbnede i 1966 fik Jens Jensen trænerlicens, og inden for kort tid skiftede størsteparten af staldens heste ejere!

Keine hexerei - nur bekendigheit!

I 1967 blev han landschampion for trænere med 75 sejre og vadede i succes - ikke mindst takket være heste som Cim Payne (85 sejre), Nicolaisen (49 sejre) og Karleby (48 sejre) . Det blev til mange storløbssejre, bl. a. Provinsmesterskabet 1967 og ’68 med Cim Payne og 1971 med Karleby.

Gang på gang bragte Jens Jensen sig i mediernes søgelys - gang på gang forstod han at sno sig udenom, også når han startede en hoppe efter den tilladte karenstid da hun var kommet i fol.

I begyndelsen af januar 1970 gik det imidlertid for alvor galt.

Der var udbrudt kværke på Midtsjælland, men Jens Jensen var tilsyneladende ligeglad og tog alligevel en hest med til Lunden, hvor han i første omgang nægtede at hesten havde været udsat for smittefare.

Dén forklaring troede dommerkomiteen imidlertid ikke på, og Jens blev med omgående virkning af Det Danske Travselskab udelukket fra deltagelse i alle travløb.

DTC valgte imidlertid også at gå ind i sagen, og d. 8. februar udsendte man en pressemeddelelse, hvor man meddelte at Jens Jensen havde fået inddraget sin trænerlicens og var udelukket fra deltagelse i alle travløb til og med 30. juni.

Bonden fra Leestrup var slået skakmat, men som Fugl Fønix rejste han sig hurtigt igen. Jens Jensen's yngste datter, Lena, havde fået trænerlicens året før (1969) og overtog ansvaret for faderens stald på NFT. Jens stod i kulissen og trak i trådene. Det vidste alle, men sådan er det jo også i dag når en træner bliver udelukket i længere tid - hverdagen i stalden skal jo gå videre.

Da DTC ophævede udelukkelsen, fik Jens Jensen - som den første og hidtil eneste i dansk travsport - tildelt en såkaldt speciallicens. "Lex Jens Jensen" som Flemming Ettrup beskriver sagen i sin bog "Gå med i Lunden" fra 1991.

Jens Jensen's speciallicens blev senere erstattet af en jockeylicens, som han kørte med indtil han sluttede karrieren ved årsskiftet 1986/87.

En lang og til tider noget særpræget karriere var slut, og som Jens Jensen bl.a. sagde i et interview med undertegnede i foråret 1987: "Næh, Jæ er nok ik' som de andre"!

Dengang havde jeg kun hørt glimtvis om hans mange "julenumre" - men som en ål gled Jens udenom det hele, hver gang jeg spurgte ind til de forskellige sager. Jeg havde ikke mod og erfaring nok til at gå ham på klingen - det ærgrer jeg mig over i dag.

Interviewet blev optaget på en gammeldags båndoptager - båndet er desværre væk, men erindringen om en af de største personligheder i dansk travsport, sidder stadig på nethinden.

Nåja, jeg glemte i farten lige Cim Payne - en af de oftest sejrende hest i dansk travsports historie.

85 løb vandt Cim Payne i årene 1961-69 og blev kåret som "60'ernes hest" i januar 1970, hvor han blev hyldet ved en event i Charlottenlund Travbane's tribunebygning.

Kort tid efter blev det imidlertid kendt, at Jens Jensen havde solgt Cim Payne til England, hvor han efter sigende ville gå en kummerlig tilværelse i møde.

Der rejste sig en større protestaktion, og enden på historien blev at Aalborg Væddeløbsbane's daværende formand, Peter Lind, sørgede for forhindre handlen og købte Cim Payne tilbage til Danmark.

En anden episode, som min gode ven Kenn Erik Bech har fortalt om, stammer fra sidst i 60'erne, hvor dommerne på Lunden diskvalificerede Cim Payne og Jens Jensen fra førstepladsen. Det skulle de ikke have gjort!

Publikum sprang over hegnet til dommertårnet, og dommerne følte sig så truet, at politiet blev tilkaldt.

Vinderen af løbet, Eminent og Steen Worm, blev mødt med en kæmpepibekoncert og det gjorde træner Jens Ipsen også, da han i næste løb kom ud sin starthest. Publikum mente at Jens Ipsen havde generet Jens Jensen!

Jo, hadet og elsket og kontroversiel i den grad var Jens Jensen.

Nnole gange var hans kørsel meget hasarderet og livsfarlig for konkurrenterne - andre gange kørte han helt fornuftigt ...