Koster - en myte i dansk travsport

Søndag afvikler Charlottenlund Travbane en af efterårets klassikere, N.J. Koster Memorial, til minde om den hollandskfødte træner, som bl.a. vandt Dansk Trav Derby ti gange i årene 1915-45!

I sin 60 år lange karriere på travbanerne vandt "Den Lange" - som Koster ofte blev kaldt - et utal af storløb. Foruden de ti Derbysejre vandt han også Dansk Trav Kriterium fem gange, Dansk Opdrætningsløb syv gange og Mesterskab for Danmark seks gange.

Da Koster kørte og vandt sit sidste travløb med sin egen Oscar den Store d. 18. december 1960, kunne han se tilbage på en fantastisk karriere med 2.328 sejre - vel at mærke på den en tid hvor man kun kørte travløb syv-otte måneder om året - hvilket gjorde ham ikke kun til Danmarks, men også den mest vindende travkusk i Skandinavien.

Koster var kendt og respekteret i hele Europa for sine sublime evner som kusk, men berømmelsen havde sin pris. Koster var nemlig en mand med sine meningers mod, både hvad angik hans forhold til hesteejere, kollegaer og ikke mindst journalister, hvilket ikke altid var lige populært.

Ikke mange hesteejere bryder sig f.eks. om at få at vide, at deres hest er værdiløs og bedre tjent med at komme på slagtebænken, men Koster var ikke typen, der holdt en hesteejer hen med falske forhåbninger.

Hans arrogante og tilknappede fremtoning skaffede ham såvel tilhængere som modstandere, men bag den indelukkede og sky facade gemte der sig et meget følsomt og dybt forfængeligt menneske, som kun meget få lærte at kende. Kosters personlige venner var således få, men trofaste, og stod bag ham i både med- og modgang.

Træner som 13-årig

Niels Jan Koster var født d. 20. januar 1887 i den hollandske by Haarlem. Hans far, Oscar Koster, var travtræner i Haarlem, men den unge Jan havde - i hvert fald indtil sit 13. år - ingen planer om at følge i faderens fodspor.

Han ville i stedet være ingeniør, men en dramatisk begivenhed i familien satte en brat stopper for Jan Kosters ingeniørdrømme.

I foråret 1900 blev Koster, Sen. alvorligt kvæstet i et løb, og den kun 13-årige Jan måtte træde til for at redde faderens forretning. Sin unge alder til trods, viste Jan Koster tidligt store evner med sit fremragende overblik i løbene, og han blev i løbet af få år en af Hollands førende trænere.

Koster vandt sin første sejr i 1901 med hoppen Dawnlight på en 300 meters græsbane ved byen Lisse. I 1907 vandt han det hollandske Derby for første gang med hesten Berdina og gentog triumfen i 1912 med Cicerone. Sidstnævnte blev i øvrigt året efter eksporteret til Danmark af den kendte svenske hesteejer C. Th. Ericsson - men det er jo en anden historie.

Til Danmark

I 1912 blev totalisatorspil imidlertid forbudt i Holland og fremtiden tegnede alt anden end lys for den unge træner.

Fra Frankrig fik den dengang 25-årige Jan Koster et tilbud fra en fransk hesteejer og han tog til Paris for at forhandle med ham, men et instinkt hos Koster sagde imidlertid Nej. Det viste sig senere at han havde set rigtigt, for et halvt år senere blev den franske hesteejer og dennes træner udelukket på livstid for svindel i løbene!

I Paris mødte Koster også ved et tilfælde den danske bagermester og storhesteejer Martin Hansen, som havde hørt om den unge succestræner via sin daværende træner, Peter Bülow. Bülow havde kort tid forinden været i Holland for at købe den senere meget betydningsfulde traver Babylon til føromtalte C. Th. Ericsson.

Hjemme i Danmark rådførte Martin Hansen sig med Det Danske Travselskabs legendariske sekretær, Hugo Jørgensen, og besluttede sig for at give den unge Koster et tilbud som privattræner for sin store stald, der bl.a. omfattede heste som Ivan Le Terrible, Dr Beautaw, Jenny Wilkes og Pierrette.

Martin Hansen telegraferede til Koster: Har så og så mange heste, og hvem de var, vil give den og den løn og 10 % af vundne præmier. Er det noget?

Koster svarede meget kortfattet: Møder. Koster!

- Og da jeg ikke skulle bruge manden til at snakke, men til at køre, var jeg godt tilfreds, sagde Martin Hansen i et interview i Trav-Tidende i 1941.

Den 8. februar 1913 ankom Koster til Danmark sammen med sine forældre.

Publictræner i 1913

Sin debut fik han i Charlottenlund Travbanes åbningsløb d. 1. maj 1913, hvor han blev nummer tre med Dr Beautaw. Løbet blev i øvrigt vundet af Kosters måske hårdeste konkurrent igennem det meste af karrieren, Sofus Sørensen med Greta Dillon.

Koster startede derefter i hurtigløbet med Ivan Le Terrible, der blev nummer tre, og endelig blev han i sidste løb nummer to med Pierrette, som dog allerede den efterfølgende løbsdag - onsdag d. 4. maj - gav "Den Lange" sin første sejr i Danmark.

Med Pierrette fik Koster samme år (1913) sin debut i Dansk Trav Derby - dog uden den store succes, idet hoppen blev diskvalificeret fra sjettepladsen.

Kosters næste sejr kom med Ivan Le Terrible, der kort tid forinden var blevet solgt til en anden storhesteejer, Brdr. Mauritzen, hvilket var den indirekte årsag til at han - efter kun få måneders ansættelse som privattræner hos Martin Hansen - sagde sit job op for at blive publictræner.

Det første år vandt Koster i alt 13 løb og blev nummer to på trænernes Top Ti bag Max Rabenhorst, der vandt 25 løb, men efter den danske sæsonafslutning vandt Koster yderligere to løb på Jägersro med Harald Jensens Nap.

Gennembruddet

Allerede i 1914 fik Koster sit egentlig gennembrud med Mr Vincentius´ Best Friend, som han vandt i alt 16 løb med. Best Friend, der i øvrigt var født i Kosters hjemby Haarlem, var en meget stærk hest med en imponerende aktion, men samtidig også et meget hysterisk temperament, der tidligere havde sat grå hår i hovedet på flere trænere.

Koster fik imidlertid Best Friend til at fungere og den røde Fleetwood S-hingst blev snart en glimrende reklamehest for den unge træner. Den vandt bl.a. Internationalt Sommerløb to gange og blev senere en udmærket avlshingst.

Da Koster mange år senere blev spurgt, hvilken af hans mange hundrede ærespræmier han satte størst pris på, var svaret noget overraskende: "Et lille tankevækkende bæger jeg fik engang jeg gav opvisning med Best Friend i forbindelse med en udstilling, Roskilde Landboforening havde arrangeret i 1914. Det var flot og præsentabelt, og landboernes glæde over kørselen vil altid være mig et kært minde. Der var en egen stemning over den dag"!

I 1915 vandt Jan Koster sin første Derby med Walter Scotts (pseudonym for skibsreder Henkel) Elegant Bai, der året efter også vandt Det Danske Travselskabs 25-års Jubilæumsløb. Han vandt i alt 13 løb med Elegant Bai, der sammen med Best Friend, Lord Dreamer og Slejpner IV i 1916 var med til at sikre Koster hans første championat på Lunden med 28 sejre.

Skovløber Jørgensens Rigmor

Da familien Koster kom til Danmark i 1913 blev de indlogeret på Skovshoved Hotel. Ikke langt herfra traf han sin kommende hustru, Rigmor Jørgensen, som var datter af skovløber Jørgensen fra Charlottenlund Skov, der i mange år havde traktørsted i det lille skovløberhus nær Charlottenlund Station.

Rigmor var en meget smuk pige, som havde mange bejlere, og de to mest ihærdige var Koster og hans tyskfødte kollega Poul Groch. En dag mødte Groch op med bowlerhat og en buket røde roser i hånden under Rigmors vindue, men pludselig lød et pift fra Koster, som med sixpence og hele sin gaminagtige charme løb med den udkårne lige for næsen af en måbende Groch. Sådan huskede Poul Groch i hvert episoden mange år senere.

Rigmor og Jan Koster blev gift i Skovshoved Kirke i 1916 og kort tid efter købte de villaen "Skovbo" på Traverbanevej 7, lige overfor Charlottenlund Travbanes hovedindgang, hvor de blev boende resten af deres liv.

Harrison Dillon

Af pladsmæssige årsager vil det føre for vidt at gennemgå alle Kosters bedste heste - men man kommer ikke udenom firkløveret Harrison Dillon, Sonny Diamond, Game Warden og Moster. Her følger korte biografier om de to førstnævnte.

Harrison Dillon var dansk travsports første internationale stjerne. Hesten blev importeret fra USA i 1925 af møbelhandler Peter Hansen og gik i første omgang i træning hos Poul Groch og senere William Jensen, med ved sæsonstarten i 1927 var den elegante hingst i Kosters varetægt.

Med Harrison Dillon vandt Koster ikke mindre end 24 løb, bl.a. Mesterskab for Danmark 1927, Wedellsborg Mindeløb 1927, Hesteejerpokalen 1927 og ´28 samt Internationalt Pokalløb på Amager i 1927 og ´28.

I 1928 var Harrison Dillon nummer to i det tyske storløb Matadoren Rennen bag Guy Bacon, og senere på året mødtes de to heste igen i det første Internationalt Mesterskab på Lunden. I begge heat sejrede Guy Bacon og Charlie Mills foran Harrison Dillon. Vindertiden blev hhv. 1.20,7 og 1.19,7 - aldrig tidligere var der løbet så stærkt på en dansk travbane!

Senere gik Harrison Dillon til Sofus Sørensen, som bl.a. vandt Mesterskab for Danmark med Dillon Axworthy-sønnen, men i 1931 - i sin sidste sæson - vendte Harrison Dillon tilbage til Koster, dog uden den store succes.

Sonny Diamond

Når Koster på sine gamle dage blev spurgt, hvilke af hans mange heste, der stod hans hjerte nærmest, var svaret oftest: Harrison Dillon, Harvest Druien, Game Warden, Moster og Sonny Diamond.

At "Den Lange" betegnede Sonny Diamond som en af de heste, der havde betydet med for hans karriere, var ikke overraskende. Han vandt trods alt 57 løb med hesten, der suverænt var den hest som Koster vandt flest løb med.

Sonny Diamond startede karrieren hos William Jensen, der i øvrigt var uddannet hos Koster og som bl.a. vandt Hugo Jørgensens Mindeløb med hesten.

Herefter var Sonny Diamond en kort periode hos Knud Hansen og dernæst Arnold Jensen, som bl.a. blev nummer fire i Dansk Trav Kriterium. Efter Kriteriet gik hesten i træning hos Koster, som nåede at vinde i alt ni løb med ham den sæson (1935).

Senere vandt Sonny Diamond og Koster bl.a. Derbyprøven, Dansk Trav Derby ("Alle tiders Derby"), Nationalløb 1937, Skandinavisk Mesterskab 1938, Mesterskab for Danmark 1939 og Internationalt Mesterskab 1939.

Sonny Diamond var aktiv til og med sit 12. år (1944) og vandt i alt 61 løb. Dermed tangerede han Lauritz´s rekord som den oftest sejrende traver gennem tiderne. Sonny Diamond startede imidlertid kun 193 gange, men Lauritz havde 339 starter!

Det sidste løb

Jan Koster kørte sit sidste løb d. 18. december 1960 på Amager Travbane med Oscar Den Store, der sejrede i tiden 1.29,0/2100 meter. Den da 73-årige træner havde tidligere på året vundet løb med både Axthy Volo og Oscar Den Store, som han i øvrigt vandt ti løb med i årene 1955-60.

Mesterkusken var uforudsigelig som få, og i et interview i Væddeløbsbladet i begyndelsen af november 1960 sagde han bl.a.: "Jeg har sommetider tænkt på at holde op, men nogen sikker afgørelse har jeg ikke truffet. Der er så mange ting, der spiller ind, men det kan komme pludseligt. Det er ikke sådan at sige farvel, men alt har sin begrænsning - også jeg. En glæde er det dog, at jeg stadig har mit gode helbred."

Fire uger senere meddelte Koster, at han ønskede at ophøre som træner pr. 1. januar 1961. Hans stald incl. sulkyer og seletøj blev overtaget af den nystartede træner Per Hansen.

Efter Jan Koster var stoppet som træner, så man ham kun yderst sjældent i en sulky. Sidste gang var søndag d. 11. juli 1965, hvor han førte feltet op i Dansk Trav Derby med sin egen Guinea (e. Oscar Den Store-Moster). Koster havde selv vundet de to foregående G-årganges Derbies med hhv. Gibtown (1926) og Garant (1945).

Koster startede i øvrigt ikke færre end 36 gange i Dansk Trav Derby - fra Pierrette i 1913 til Baron Volo i 1960. Sidstnævnte blev nummer syv og fik dermed den sidste præmie i Bambinos Derby.

Konge på travbanen

Jan Koster regerede som en konge på travbanen - på godt og ondt - og utallige er de anekdoter og barske historier om dyremishandling og voldsomme håndgemæng med kollegaerne, der igennem årene er fortalt om "Den lange".

Engang i midten af 1920´erne havde træner William Jensen f.eks. generet Koster i et løb, og efter løbet gav han William Jensen et slag i hovedet med sin pisk!

Der blev selvfølgelig stor ballade ud af sagen, men Koster fortrød senere sin handling, gav William Jensen en undskyldning og slap med en bøde, der tilfaldt Trænernes Understøttelseskasse.

På sine gamle dage forandrede Jan Kosters personlighed sig utrolig meget, ikke mindst pga. den sygdom (Parkinsons), der de sidste par år af hans liv nærmest lænkede ham til en kørestol.

Igennem den sidste svære tid havde Koster en uvurderlig støtte i Fru Rigmor, som fulgte sin mand i tykt og tyndt i mere end 53 år.

Selvom han boede i Danmark i 56 år, bevarede han dog sit hollandske statsborgerskab gennem hele livet, for som Koster sagde: ”Man skifter ikke nationalitet som man skifter skjorte”! Han var følgelig også meget stolt, da han af Hollands Dronning Wilhelmine modtog Oranje-Nassau Ordenens ridderkors.

Hollandsk travsport glemte heller ikke den berømte søn, og i forbindelse med Kosters 40-års jubilæum som træner i Danmark i 1953, afviklede det hollandske centralforbund "Jan Kosters Løb". Løbet blev kørt d. 5. maj 1953 og Koster, der havde udsat en sølvpokal som ærespræmie, deltog selv med en af det hollandske centralforbunds formand, Joustras heste.

Efterspillet

Jan og Rigmor Koster havde ingen arvinger, og derfor tilfaldt alle deres ejendele - inklusive villaen "Skovbo" på Traverbanevej 7 - Gentofte Kommune, som på den måde fik en ikke ubetydelig økonomisk gevinst.

En stor del af indboet blev solgt på en auktion på Charlottenlund Travbane i foråret 1970.

Undertegnede har haft den store fornøjelse at kende en af Kosters private venner gennem næsten 13 år, nu afdøde Bent Lemvigh Müller, som i 1993 fortalte flg.:

- I 1956 købte jeg min eneste travhest, Værdig, som igennem hele sin karriere var i træning hos Koster. Jeg holdt meget af Koster og blev, som et af de meget få mennesker, meget gode venner med ham. Fra 1955 til 1969 kom jeg et par gange om året, bl.a. op til Jul, i Rigmor og Jan Kosters hjem i Charlottenlund. Hver gang medbragte jeg en flaske Carpano, en vermouth, som Koster holdt meget af, fint pakket ind.
- Sidste gang jeg besøgte Koster i hans hjem var Juleaftensdag 1968, hvor jeg som sædvanlig medbragte en flaske Carpano. Koster sad i sin kørestol, som han var lænket til de sidste år af sit liv, og kiggede op på mig. Han havde ikke engang kræfter til at sige tak, endsige pakke papiret af flasken. Vi talte en times tid, ja, det vil sige, jeg førte ordet hele tiden, og Koster sad bare og nikkede nu og da. Jeg husker endnu Rigmor Kosters ord, da jeg gik - Hun stod på trappen med tårer i øjnene: "Åh, Hr. Lemvigh-Müller, bare jeg overlever dette her"!Efter Kosters død kom Lemvigh-Müller af og til i hjemmet hos Rigmor Koster - sidste gang d. 22. december 1969, hvor hun bl.a. forærede ham bogen "Internationales Traber-Album" fra 1895.

Bent Lemvigh-Müller forærede i 1993 denne smukke og sjældne bog til mig, og den vil altid have en ganske særlig plads i min efterhånden omfattende samling af travsportsklenodier.

Rigmor Koster døde d. 9. januar 1970.

Mennesker på min vej: Bent Lemvigh-Müller

For nogle år siden havde et af de store ugeblade (Familiejournalen?) en artikelserie med overskriften "Mennesker på min vej" om en række af de lidt skæve eksistenser og eksentriske personligheder, som den pågældende journalist havde mødt gennem årene.

Lidt i stil med Søren Ryge's TV-udsendelser om Anna og de to brødre, der havde boet sammen på deres fædrenes gård igennem hele livet.

Der er længere mellem "den slags" mennesker i vores moderne samfund, men de findes stadig og vi kender dem allesammen.

En af dem jeg har mødt på min vej er Bent Lemvigh Müller, som boede på Grundtvigsvej 27B på Frederiksberg. Jeg mødte ham første gang i juli 1993.

Bent havde reflekteret på en annonce i Væddeløbsbladet, hvor jeg efterlyste gammel travlitteratur, og hvis jeg havde lyst til at komme og se på "Det jeg har brugt størsteparten af mit liv på" så skulle jeg være meget velkommen.

Mit nysgerrighed var vagt, og jeg blev ikke skuffet!

Samlingen omfattede bl.a. Væddeløbsbladet 1940-70 (indbundet), Trav-Tidendes Julenummer 1931-54, Væddeløbsbladets Julenummer 1941-54, Trav Jul 1955-60, Travsportens Jul 1961-71 og Travsportens Årbog 1944-49.

Jeg kom til at betale en mindre formue, men har aldrig fortrudt og har i dag en næsten komplet samling af dansk travlitteratur - mangler stadig de første 17 årgange af Væddeløbsbladet (1913-29), men måske en dag ...

Igennem de par år jeg havde kontakt med Bent Lemvigh-Müller, lærte jeg ham selvfølgelig bedre at kende.

Hans lejlighed var proppet med bøger, tidsskrifter og LP-plader fra gulv til loft. En rigtig eneboer-type, som aldrig havde stiftet familie. Det var som at komme ind i et antikvariat fra forrige århundrede!

Bent var bankuddannet og havde arbejdet i Landmandsbanken i en menneskealder, men han havde fire store lidenskaber: Travsport, litteratur, musik og teater.

Han var født i 1922 og begyndte at gå til trav i 1933. Han havde været hesteejer en enkelt gang, idet han ejede hingsten Værdig, der var i træning hos N.J. Koster i årene 1956-60. Værdig vandt fire løb for Koster og et enkelt for amatørkusken Jørgen Andersen.

Bent fortalte bl.a.:
"Da jeg var barn boede vi i Stenosgade på Nørrebro. Vores nabo hed Offersen, en nydelig ældre herre, som hver eneste søndag formiddag ringede på hoveddør og spurgte "Om Lille Peter måtte komme med til trav?" Jeg ved egentlig ikke hvorfor Hr. Offersen kaldte mig Lille Peter, men jeg hed aldrig andet i de år han tog mig med ud på travbanen.

Jeg var ikke med på travbanen hver eneste søndag, men når jeg ikke var med, så kom Hr. Offersen altid forbi efter løbene og puttede det lille, lyserøde Trav-Tidende ind gennem brevsprækken, så jeg kunne læse om min store interesse. Jeg opbevarede alle mine Trav-Tidender inde i stuen, men da vi skulle flytte fra Stenosgade smed min mor dem allesammen væk! Jeg var utrøstelig i flere dage!

Jeg begyndte selv at abonnere på Væddeløbsbladet i 1939, og jeg husker tydelig de mange gange jeg har ringet til bladets fhv. redaktionssekretær Johs. C. Pedersen på EVA 3150 for at ændre min adresse. Johs. Pedersen eller Petter, som han hed blandt venner, blev senere min meget gode ven. Vi fulgtes igennem mange år ad til trav, og han forærede mig for mere end 25 år siden en lille erindringsmedalje, som han fik efter Journalistlandskampen på Amager søndag d. 5. december 1940. Det er den medalje, jeg nu overlader til dig.

Det enlige bind af Trav-Tidende 1931 er i øvrigt et bind, jeg i sin tid lånte af Petter. En dag spurgte jeg ham, om han ikke savnede det, men Petter, som havde en meget dyb og lidt grødet stemme, sagde bare: "Nej, det må du sgu godt beholde" - og jeg har haft det siden.

I 1956 købte jeg min eneste travhest, Værdig, som igennem hele sin karriere var i træning hos Koster. Jeg holdt meget af Koster og blev, som et af de meget få mennesker, meget gode venner med ham. Fra 1955 til 1969 kom jeg et par gange om året, bl.a. op til Jul, i Rigmor og Jan Koster's hjem, villaen Skovbo på Traverbanevej 10 i Charlottenlund. Hver gang medbragte jeg en flaske Carpano, en vermouth, som Koster holdt meget af, fint pakket ind.

Kender du for øvrigt Carpano? Jeg har altid et par flasker stående, så jeg synes du skal have en til minde om mig!

Nå, men sidste gang jeg besøgte Koster i hans hjem var Juleaftensdag 1968, hvor jeg som sædvanelig medbragte en flaske Carpano. Koster sad i sin kørestol, som han var lænket til de sidste år af sit liv, og kiggede op på mig. Han havde ikke engang kræfter til at sige tak, endsige pakke papiret af flasken. Vi talte en times tid, ja, det vil sige, jeg førte ordet hele tiden, og Koster sad bare og nikkede nu og da. Jeg husker endnu Rigmor Koster's ord, da jeg gik - Hun stod på trappen med tårer i øjnene: "Åh, Hr. Lemvigh-Müller, bare jeg overlever dette her"!

N.J. Koster døde som bekend søndag d. 2. februar 1969, mens Rigmor døde d. 9. januar 1970. Den 22. december '69 besøgte jeg hende for sidste gang i hjemmet på Traverbanevej, og den dag forærede hun mig bogen "Internationales Traber-Album" fra 1895 - som jeg nu overgiver til dig.

Koster's enorme samling af pokaler og ærespræmier blev i foråret 1970 solgt på en auktion på Charlottenlund Travbane. Rigmor og Jan Koster havde jo ingen børn, og havde ikke skrevet testamente, så hele boet blev overtaget af Gentofte Kommune, som altså fik indtægten fra ovennævnte auktion. Forfærdeligt!"

Da jeg forlod Bent Lemvigh-Müller sagde han bl.a. til mig:
"Nu går du med hele mit liv! Lov mig nu, at du om 50 år, når du selv er i slutningen af 70'erne, finder en "Lille Peter" som kan få lige så stor glæde af disse gamle bøger, som jeg ved du vil få"

Bent Lemvigh-Müller er afgjort en af de mest særprægede personligheder, jeg endnu har mødt inden for travsporten - mange ville sikkert havde kaldt ham eksentrisk - men han var samtidig en person, der vandt ved nærmere bekendtskab.

Han skrev bl.a. en lille hilsen til mig i den meget smukke og sjældne bog, Internationales Traber-Album. Denne bog vil sammen med Johs. Pedersen's erindringsmedalje fra 1940 og Pouil Stripp's første licensbevis fra 1935, altid have en ganske særlig plads i min efterhånden omfattende samling.

Jeg havde som nævnt kontakt med Bent i et par år. I begyndelsen skrev han ofte til mig om alt muligt fra travsportens forunderlige verden. Ofte to-tre sider, tæt beskrevet med en meget fin og sirlig skrift.

Han indledte altid sine breve med "Kære Lille Peter" - ofte efterfulgt af "Næste gang du kommer forbi Sølundsvej ..." (Centralforbundets tidligere kontor) , hvor han bad mig finde ud af dette og hint.

En anden hyppigt forekommende sætning var "Når du en dag bliver direktør på den gamle bane i Charlottenlund, så ..."!

Jeg har gemt alle Bent's breve, og det er alt fra beretninger om Koster til diverse Derbyvinderes moderlinier. Uhyre interessant læsning - det er tydeligt det er en mand, der ved hvad han taler/skriver om.

Alle breve blev afsluttet med ordene "Jeg vil have mine bøger tilbage!" og ledsaget af et par tegninger af Storm P's berømte Peter og Ping-figurer, som var Bent's yndlingstegneserie.

Bent kom hver søndag på Lunden, hvor han sad i Tarokbaren sammen med et par venner, men pludselig gik der nogle uger, hvor jeg ikke så ham. Jeg spurgte hans travkammerater, om de havde set noget til Bent, og det viste sig at han var blevet indlagt på hospitalet med lungebetændelse.

Jeg tog ud og besøgte ham et par gange og han var meget glad for at se mig. En dag var en af vennerne også på besøg, og han hviskede til mig, at lægerne havde sagt til Bent, at han ikke skulle regne med at komme hjem til sin lejlighed på Grundtvigsvej igen. Det slog ham helt ud.

Bent er formentlig død for mange år siden, men jeg glemmer ham aldrig.

"Jæ er ik' som de andre"

I mit seneste indlæg om Jens Jensen, lovede jeg på et senere tidspunkt at bringe en nekrolog over "Bonden fra Leestrup" og det har fået mig til at bladre lidt i nogle gamle årgange af Væddeløbsbladet.

Det er i sandhed spændende læsning.

Vi skal nok tilbage til Kongelundsløbet og den berømte Ringeraffære i midten af 20'erne for at finde en sag i dansk travsport med så megen dramatik, og alligevel kan der ikke drages paralleller mellem de forskellige sager.

Senere har dopingspøgelset kastet mørke skygger over hestesporten, men det er jo en helt anden boldgade.

Kulminationen på historien om Jens Jensen kom i januar 1970 - herom senere - men Væddeløbsbladets Julenummer bragte faktisk allerede i 1941 en større artikel om Frederik Jensen og hans sønner, tvillingerne Jens og Jacob, som dengang var 25 år.

Der skulle dog gå mere end ti år før travdanmark i begyndelsen af 50'erne fik øjnene op for Jens Jensen, som fik sit store gennembrud i 1954, hvor han blev landets oftest sejrede amatørkusk med 21 sejre - en titel han snuppede 11 gange på 12 år! Kun i 1960 lykkedes det for Jørgen "Saltum" Larsen at bryde Jens Jensen's dominans, men de efterfølgende fire år var han tilbage på tronen.

Jens Jensen var amatørchampion på Lunden otte gange i årene 1954-64, men var også en flittig gæst på bl.a. Fyens Væddeløbsbane, hvor han snuppede titlen tre år i træk, 1957-59. Men successen havde sin pris.

Et af de helt store samtaleemner inden for dansk travsport i disse år var de såkaldte privattrænere. Navne som Arne Elgård, Ejler Pedersen, Alfred Petersen ("Jordbærgartneren"), Svend Aage Jensen og ikke mindst Jens Jensen har stor succes, og vandt flere løb end mange professionelle trænere.

Officielt var alle hestene ejet af privattrænerne selv, men alle vidste at det ikke var tilfældet. Det var bare umuligt at bevise.

Det var selvfølgelig en torn i øjet på trænerne, og DTC indførte på et tidspunkt en restriktion mod privattrænerne, som kun måtte køre et begrænset antal heste om året.

DTC tog første set, men også dén regel forstod Jens Jensen at bøje til egen fordel.

Da Nykøbing F Travbane (NFT) åbnede i 1966 fik Jens Jensen trænerlicens, og inden for kort tid skiftede størsteparten af staldens heste ejere!

Keine hexerei - nur bekendigheit!

I 1967 blev han landschampion for trænere med 75 sejre og vadede i succes - ikke mindst takket være heste som Cim Payne (85 sejre), Nicolaisen (49 sejre) og Karleby (48 sejre) . Det blev til mange storløbssejre, bl. a. Provinsmesterskabet 1967 og ’68 med Cim Payne og 1971 med Karleby.

Gang på gang bragte Jens Jensen sig i mediernes søgelys - gang på gang forstod han at sno sig udenom, også når han startede en hoppe efter den tilladte karenstid da hun var kommet i fol.

I begyndelsen af januar 1970 gik det imidlertid for alvor galt.

Der var udbrudt kværke på Midtsjælland, men Jens Jensen var tilsyneladende ligeglad og tog alligevel en hest med til Lunden, hvor han i første omgang nægtede at hesten havde været udsat for smittefare.

Dén forklaring troede dommerkomiteen imidlertid ikke på, og Jens blev med omgående virkning af Det Danske Travselskab udelukket fra deltagelse i alle travløb.

DTC valgte imidlertid også at gå ind i sagen, og d. 8. februar udsendte man en pressemeddelelse, hvor man meddelte at Jens Jensen havde fået inddraget sin trænerlicens og var udelukket fra deltagelse i alle travløb til og med 30. juni.

Bonden fra Leestrup var slået skakmat, men som Fugl Fønix rejste han sig hurtigt igen. Jens Jensen's yngste datter, Lena, havde fået trænerlicens året før (1969) og overtog ansvaret for faderens stald på NFT. Jens stod i kulissen og trak i trådene. Det vidste alle, men sådan er det jo også i dag når en træner bliver udelukket i længere tid - hverdagen i stalden skal jo gå videre.

Da DTC ophævede udelukkelsen, fik Jens Jensen - som den første og hidtil eneste i dansk travsport - tildelt en såkaldt speciallicens. "Lex Jens Jensen" som Flemming Ettrup beskriver sagen i sin bog "Gå med i Lunden" fra 1991.

Jens Jensen's speciallicens blev senere erstattet af en jockeylicens, som han kørte med indtil han sluttede karrieren ved årsskiftet 1986/87.

En lang og til tider noget særpræget karriere var slut, og som Jens Jensen bl.a. sagde i et interview med undertegnede i foråret 1987: "Næh, Jæ er nok ik' som de andre"!

Dengang havde jeg kun hørt glimtvis om hans mange "julenumre" - men som en ål gled Jens udenom det hele, hver gang jeg spurgte ind til de forskellige sager. Jeg havde ikke mod og erfaring nok til at gå ham på klingen - det ærgrer jeg mig over i dag.

Interviewet blev optaget på en gammeldags båndoptager - båndet er desværre væk, men erindringen om en af de største personligheder i dansk travsport, sidder stadig på nethinden.

Nåja, jeg glemte i farten lige Cim Payne - en af de oftest sejrende hest i dansk travsports historie.

85 løb vandt Cim Payne i årene 1961-69 og blev kåret som "60'ernes hest" i januar 1970, hvor han blev hyldet ved en event i Charlottenlund Travbane's tribunebygning.

Kort tid efter blev det imidlertid kendt, at Jens Jensen havde solgt Cim Payne til England, hvor han efter sigende ville gå en kummerlig tilværelse i møde.

Der rejste sig en større protestaktion, og enden på historien blev at Aalborg Væddeløbsbane's daværende formand, Peter Lind, sørgede for forhindre handlen og købte Cim Payne tilbage til Danmark.

En anden episode, som min gode ven Kenn Erik Bech har fortalt om, stammer fra sidst i 60'erne, hvor dommerne på Lunden diskvalificerede Cim Payne og Jens Jensen fra førstepladsen. Det skulle de ikke have gjort!

Publikum sprang over hegnet til dommertårnet, og dommerne følte sig så truet, at politiet blev tilkaldt.

Vinderen af løbet, Eminent og Steen Worm, blev mødt med en kæmpepibekoncert og det gjorde træner Jens Ipsen også, da han i næste løb kom ud sin starthest. Publikum mente at Jens Ipsen havde generet Jens Jensen!

Jo, hadet og elsket og kontroversiel i den grad var Jens Jensen.

Nnole gange var hans kørsel meget hasarderet og livsfarlig for konkurrenterne - andre gange kørte han helt fornuftigt ...

Farvel til Bonden fra Leestrup

På travoggalop.dk kan man i dag læse, at Jens Jensen er død. ”Bonden fra Leestrup” – som de sidste mange år af sit liv boede på Borup Plejehjem – blev 90 år.

Dansk travsport har dermed mistet en af de største og mest kontroversielle profiler gennem tiderne.

Jeg vender senere tilbage med en mere udførlig nekrolog - i første omgang bli'r det kun til en lille håndfulde spredte erindringer om Jens Jensen, som nærmest var en institution på Skovbo de første ca. 15 år af banens levetid.

Jens var i mange år ansat som "førstemand" hos sin datter, nu afdøde Lena Hansen, som var den første kvindelige travtræner i Danmark. Sammen med ligeledes afdøde Christel Bügel tog hun som den første kvinde amatørlicens i 1966, og da Jens Jensen i 1970 fik inddraget sin trænerlicens, måtte Lena træde til og overtage den succesrige stald.

På papiret, i hvert fald.

Farmand var stadig med i kulissen og havde det reelle ansvar for stalden i mange år, men det er jo en anden historie.

Første gang jeg mødte Jens Jensen var i efteråret 1978, hvor jeg var i erhvervspraktik hos Kurt Køppen på Skovbo. Køppen var dengang en af banens førende trænere, bl.a. takket være Stutteri Bøgeskov's mange fine heste med Watergate og Brooklýn i spidsen.

Lena Hansen's stald havde dog også fin succes, ikke mindst takket være Jens Jensen, som i årene 1970-79 var landschampion for jockeyer i alt seks gange. Alene i 1971 vandt han ikke færre end 80 løb – til sammenligning blev Peter Bratholm landschampion blandt trænerne med 117 sejre!

En af Lena Hansen’s allerbedste heste de år var hoppen Alice Hanover, der var ejet af Marius Balle, som boede på en gård i nærheden af Skovbo.

Alice Hanover kom ofte ned på banen til et hurtigarbejde, og en dag efter endt træning, trak Jens Jensen hesten ud på banen igen. ”Så kan du godt gå hjem, Alice!” sagde han og klappede hende bagi.

Alice Hanover begyndte så at trave stille og roligt i løbsretningen, og da hun nåede over til den lille jordvej, der ligger til højre for tilskuerpladserne, drejede hun af og fortsatte op til Marius Balle’s gård, hvor hun løb ind i sin boks!

Det lyder måske som en løgnehistorie, men det er rent faktisk sandt.

Jeg husker også Jens Jensen fra de mange morgener i staldkammeret i Harald Lund’s stald.

I sommerferien i 1981 var jeg staldmand hos Harald Lund, som i ca. halvandet år havde en filial på Skovbo, hvor Johnny Jørgensen, Henrik Mortensen, Jan Petersen og en meget ung Henrik Thomsen var ansat.

Når der var muget ud og hestene fodret, var der morgenbrød i kammeret, og her var Jens Jensen en naturlig del af selskabet. Ikke mindst når der skulle rafles og spilles ”Snyd”.

Jens – som dengang boede i et værelse på Krogsbækgården, der danner rammen om Skovbo Trav’s oprindelige staldområde – var måske lidt af en særling, men han havde et fantastisk tag på de unge mennesker, og jeg tror alle os, der kun nåede at kende ham på hans gamle dage, kun har gode minder om ”Bonden fra Leestrup”.

Jeg husker specielt en episode, hvor jeg blev sendt ud på et langsomt arbejde med 3-årige Ecce, som var ejet af Ken Ecce og Tutten's første forpagter, Tage Overgård. Det var egentlig meningen, at jeg skulle køre et almindeligt langsomt arbejde med Ecce, men pludselig tog fanden ved hesten og jeg kunne ikke få den til at slappe af igen.Vi fortsatte fire-fem omgang i fuld fart, og anden gang jeg passerede Jens Jensen – der nærmest skridtede med sin hest med benene ude af bøjlerne – råbte han til mig: Ka’ du it’ holde den?

”Idiot!” tænkte jeg.

Selvom alle på banen formentlig havde set min "opvisning" med Ecce, var der kun én ud over Jens Jensen - der sagde et ord da jeg kom ind i stalden igen. Ken Ecce. "Den drog vist af med dig!" konstaterede han tørt, og det kunne jeg jo kun give ham ret i!

Længe inden Tarok-æraen skyllede henover det ganske land, var Jens Jensen næsten lige så berømt. Alle kendte ”Bonden fra Leestrup” – ikke altid for noget godt – men hans unikke evner som hestemand, kunne man ikke tage fra ham.

Når man taler med ældre travfolk, sker det ofte at Jens Jensen’s navn bliver nævnt.

Bl.a. da jeg i 2005 lavede et interview med Walther Kaiser-Hansen, som havde flg. lille anekdote om Jens Jensen:
- Der var engang fordringsløb på Fyens Væddeløbsbane, hvor Jens Jensen inden løbet fordrede hesten, som han også kørte i løbet. Det gik ikke så godt, og efter løbet stod hesten nede i stalden "på tre ben" med en vandslange om det sidste.- ”Der har du sgu fået noget at øve dig på, Jens!” sagde træner Henning Jacobsen – men Jens var ligeglad og tog selvfølgelig hesten med hjem. Nogle måneder senere kom han tilbage til Fyn med den pågældende hest og vandt! Da han kørte forbi Henning Jacobsen i opløbet, råbte han: ”Se, hvor jeg har øvet mig!”

Kaiser-Hansen var i øvrigt stærkt inspireret af Jens Jensen, som var den indirekte årsag til, at Lundens mangeårige championtræner i 1964 købte træningscentret Digelsgård.

- Jens Jensen vandt jo mange løb med heste, der var opgivet af forskellige trænere, og ”hemmeligheden” bag succesen var foldene! Det kan da godt være, at Jens vidste hvad han gjorde – for det var i hvert fald det det, der skulle til. Hestene stod dengang det meste af dagen inde i boksen når de ikke blev trænet, men det er da klart, at de meget hellere vil en tur ud i folden og få noget frisk luft, siger Walther Kaiser-Hansen.

I dag er travsporten infant terrible væk. Verden er blevet en rebel fattigere.

Æret være Jens Jensen’s minde!

Her er mit liv

Anders Lindqvist, Jan-Olov Persson og Karsten Bønsdorf har en - nu har jeg også fået min egen blogside, som er noget af det mest hotte i dagens Danmark.

Her kan man sidde og lufte sine egne tanker og meninger - uden at skulle stå til regnskab for andre end sig selv!

Jeg har valgt at indlede blødt med at fortælle lidt om mig selv og mine oplevelser i travsportens forunderlige verden. Første kapitel omhandler min aktive "karriere" som kusk.

Jeg er 41 år og har været bidt af en gal travhest i 30 år siden min nu afdøde Morfar - Frederik Jensen - blev engageret til at udføre tømrerarbejdet på det nye staldbyggeri i Bjæverskov, Skovbo Travbane.

Heste har altid haft min store interesse. Ikke kun fordi jeg er vokset op på landet på Sydsjælland, men de store smukke dyr har altid fascineret mig på en eller anden uforklarlig måde. Således begyndte jeg at gå til ridning som 9-årig, men varmblodshestene måtte snart vige for travhestene.

Min første og eneste ridehest var i øvrigt en travhest! Han adlød navnet Prins, men var egentlig døbt Steen Rex efter den kendte tophingst Winston Rex af Hoping Frisco og var fem år, da vi mødtes i foråret 1976.

Efter en kort og mindre glorværdig karriere hos Jørgen Larsson på Skovbo var Steen Rex opgivet og billigt til salg. Enden på historien blev at min morfar købte hesten af den daværende ejer, Børge F. Larsen (senere ejer af bl.a. Ejby Cup og Hasty Bambino) for 5.000 kroner.

Desværre for Prins mistede jeg hurtigt interessen for rideheste, og efter min mor havde forsøgt sig som en ny Lis Hartel, endte han livet som ridehest på en rideskole i Skuderløse i nærheden af Haslev!

Første gang jeg stiftede bekendtskab med travsporten var d. 28. marts 1976, hvor jeg sammen med min morfar overværede den allersidste løbsdag på Amager Travbane.

Staldbyggeriet på Skovbo var på daværende tidspunkt i fuld sving, og d. 2. maj kunne man slå portene op til den nyeste og mest moderne travbane i Danmark. Med 10.000 tilskuere og en million-omsætning var successen en realitet fra første dag.

Succcessen fortsatte i de kommende år, men som i eventyret om konen med æggene, bristede ballonen da ledelsen fik "storhedsvanvid" - men derom senere.

Første gang jeg sad bag en travhest var i sommeren 1977, hvor jeg kørte en træningstur med Vupti Marielund sammen med amatørkusken Søren Sørensen - søn af A.T. Skovbo's tidligere formand og mangeårige bestyrelsemedlem, Svend Aage Sørensen, Stutteri M.M.

M.M. var en forkortelse for "Mariendals Mølle" - en brødfabrik i Roskilde, der bl.a. fremstillede de kendte Bobs Hundekiks. Min morfars storebror, Otto, var i mange år ansat på Mariendals Mølle, og på den måde lærte min morfar Svend Aage Sørensen at kende.

Det udviklede sig til et nært venskab og medførte bl.a. at Morfar kom med på staldbyggeriet på Skovbo Trav. Han var også med i "fase II" i 1979/80, der bl.a. omfattede staldbygningen med staldcafeteriaet Tutten på 1. sal. Jeg har på den måde fulgt Skovbo både foran og bag kulissen fra allerførste færd.

Som teenager drømte jeg om at blive travtræner, så da vi skulle i erhvervspraktik i 9. klasse var der ingen tvivl i mit sind. Jeg skulle ud på travbanen, hvor jeg tilbragte en uge hos mit store idol, Kurt Køppen. Stalden talte dengang topheste som Uffe Mac, Uffe Vallund, Watergate og Derbydeltageren Brooklyn.

Jeg troede selvfølgelig jeg skulle ud og køre travløb fra første dag, men jeg blev klogere. Det nærmeste jeg kom føromtalte stjerner var at spule deres fusser efter træningsarbejderne, og så fik jeg ellers en masse øvelse i at feje staldgang!

Nå, men jeg lod mig nu ikke slå ud af den oplevelse, og de to efterfølgende somre var jeg "ansat" som staldmand hos hhv. Anders Jensen og Harald Lund.

Hos Anders Jensen fik jeg masser af køreture, og jeg førte minutiøst regnskab med hvilke heste jeg kørte hvilke dage. Heste som Conny Phil, Truska Bakkely og kæmpestore Bonny Øst var mine favoritter. De to førstnævnte blev siden "forældre" til Ken Ecce's sejrshest Jagtfalken, men det er jo en anden historie ...

Førstemand i stalden var jockey Per M. Olsen, som selv ejede sejrshesten Florence Bogø, som han vandt mange løb med. Jeg mener han blev jockeychampion et år, men er ikke helt sikker.

Jeg havde en dejlig tid hos Anders Jensen og lærte en masse grundlæggende ting om træning og pasning af travheste. Anders var en meget rar og sympatisk mand, som jeg kun har gode minder om. Desværre er både Anders Jensen og Per M. Olsen forlængst væk. Anders blev dræbt i en trafikulykke - vistnok i begyndelsen af 90'erne - mens Per døde nogle år senere efter lang tids sygdom. Begge i en alt for tidlig alder.

Anders Jensen var uddannet hos Harald Lund, som var træner på Skovbo i en kortere periode i 1981-82. Han havde stadig sin stald på NFT, men ville også have en fillial på Skovbo, hvor han startede hver eneste løbsdag.

Henrik Mortensen, Johnny Jørgensen og Henrik Thomsen passede stalden på Skovbo, mens Harald kom et par gange om ugen - bl.a. lørdag, hvor mange af hesteejerne kom forbi for at se deres heste.

Jeg var staldmand hos Harald i sommeren '81 og her fik jeg også masser af køreture - så mange, at jeg til sidst opgav at holde regnskab!

Det var hos Harald jeg fik nogle af mine første store oplevelser inden for travsporten.

Mit første hurtigarbejde kørte jeg med hesten Donny Bogø, som var ejet af Ellen og Hans Petersen fra Fakse Ladeplads. Et ældre ægtepar, som jeg kendte ganske godt fra de ugentlige løb - de havde nemlig bord i restauranten ved siden af os!

Ja, det vil sige, jeg kørte også et "hurtigarbejde" med 3-årige Ecce, som var ejet af Ken Ecce og Tutten's første forpagter, Tage Overgård. Det var egentlig meningen, at jeg skulle køre et almindeligt langsomt arbejde med Ecce, men pludselig tog fanden ved hesten og jeg kunne ikke få den til at slappe af igen.

Vi fortsatte fire-fem omgang i fuld fart, men selvom alle på banen formentlig havde set min "opvisning" med Ecce, var der ingen, der sagde et ord da jeg kom ind i stalden igen. Bortset fra Ken Ecce.

"Den drog vist af med dig!" konstaterede han tørt, og det kunne jeg jo kun give ham ret i!

Episoden med Ecce står stadig tydeligt i min erindring - selvom der har været flere andre lignende oplevelser i min tid som staldmand.

Efter en længere pause startede jeg i sommeren 1986 hos Arvid Olsen, hvor jeg samme år fik TU-licens. "Verdensmesteren" var klar til at vise sine evner!

Debuten fandt sted d. 13. oktober '86 med Gejo Nyhave, der var ejet af Carsten S. Nielsen. Jeg var ikke blandt de mest betroede - tværtimod kunne Gejo Nyhave kun overraske - og jeg havde på forhånd fået besked på at tage den med ro. Give hesten et afventende løb og evt. køre til slut, hvis der var kræfter sparet.

Desværre blev min første start et sandt mareridt for en nyudklækket travkusk. Gejo Nyhave pullede vanvittig hårdt fra start og jeg måtte vikle hænderne ind i håndstropperne for at forhindre den i at løbe henover de foranliggende. Jeg var rædselsslagen og bange for at han skulle stikke af med mig - igen dukkede "Ecce-episoden" frem i erindringen.

Det lykkedes mig at dæmpe Gejo Nyhave så meget, at der ikke var noget som helst at køre med, da jeg trak ud i tredje spor ind i sidste sving, men jeg faldt med æren i behold - selvom mine arme rystede og var tunge som bly dagen efter!

Gejo Nyhave kom i øvrigt aldrig til start igen og Carsten S. Nielsen forsvandt nærmest ud af travsporten i mange år. Hvorfor ved jeg ikke.

I den næste start gik det meget bedre. Via min morfar kendte jeg bestyrelsen i A.T. Skovbo, som tilsammen ejede Fan Senator. En sød og stabil handicapper, der altid gjorde sit bedste og var meget let at køre - også for en uerfaren kusk.

Den første start med Fan Senator resulterede i en flot tredjeplads efter en fin afslutning i opløbet. Jeg var stolt af min kørsel og fik også ros af Arvid & Co., så alle var glade og jeg var ikke i tvivl om, at jeg var den nye topkusk!

Jeg kom imdierltid hurtigt ned på jorden igen, selvom der var genvalg i sulkyen bag Fan Senator i det næste TU-løb. Never change a winning team.

I mellemtiden havde Arvid Olsen vundet et handicap med hesten, så jeg var overbevist om, at min første sejr var inden for rækkevidde. Vi havde 60 meters tilæg, så jeg var tvunget til at tage den med ro fra start.

Imidlertid var jeg som nævnt overbevist om at jeg skulle vinde løbet, så tidligt sendte jeg Fan Senator afsted i tredje spor, men vi blev hængende og sluttede uplaceret. Nedtur!

Da jeg kom ind i stalden var Fan Senator træt - meget træt - og han pustede og "skummede" meget. Forståeligt efter det løb jeg gav ham, men jeg måtte jo finde på en undskyldning.

"Hvad skete der?" spurgte staldpigen, Annette Müller, da jeg kom ind i stalden.

"Han pullede utroligt meget, så jeg var nødt til at køre frem" lød det begavede svar.

"Nå, det plejer han ellers aldrig at gøre - vi skal nok lige tjekke ham igennem!" sagde Annette.

Jeg nåede at køre 10-12 løb som TU-kusk. Denne licenstype findes ikke mere, og desuden er jeg blevet for gammel! Dansk travsport er dog ikke gået glip af det store.

Udover Fan Senator har min - på papiret - bedste chance været med Eivind Schnell-trænede Grev Danner, der stod fra spids. Også en sød og stabil hest, som efter sigende var meget nem at køre.

"Du skal enten tage spids eller tage ryg på den førende - så kan det ikke gå helt galt. Du må bare ikke trække ham ud før opløbet!" sagde Eivind inden løbet.

Det gik også fint. Jeg fik ryg på den førende, men med ca. 700 meter tilbage synes jeg den foranliggende virkede træt, så jeg trak Grev Danner ud til angreb. Bam! Han galoperede og alt var tabt. "Idiot!" sagde jeg til mig selv, men da var det for sent.

Tja, verdensmester blev jeg aldrig, og selvom jeg til dato har kørt ca. 15 løb, er tredjepladsen med Fan Senator det største resultat jeg kan prale med - men det har været sjovt og jeg kunne stadig godt tænke mig at køre travløb igen.

De sidste tre starter har været i de såkaldte "Eksperternes Specialløb" for journalister, officials m.m. Eneste krav for deltagelse er at man har eller har haft licens, og det har givet mig flere dejlige og sjove oplevelser.

Jeg har været med i Aalborg, Skive og på Bornholm, hvor sejren gik til min gamle kollega på Væddeløbsbladet, Willy Mogensen.

Jeg selv sluttede uplaceret - kom aldrig fri fra vinderhullet før det var for sent. Hvis jeg havde haft mod til at køre med, da "toget gik" ud på sidste omgang, kunne det været blevet til en topplacering - men sådan gik det altså ikke.

Fortsættelse følger ...